Konfirmander
Som døbt får du lov til selv at tage stilling til din dåb, når du er på vejen mod at blive voksen. Ved konfirmation bekræfter Gud sit ja til dig og siger, at han holder, hvad han lovede til din dåb. Som konfirmand gentager du dåbens ja med dit ja til den kristne tro og bliver velsignet.
Hvad tror du på?
Vi tror hver især på vores måde. Det bliver vi ved med, også når vi er konfirmeret. Du behøver ikke at vide, om du vil konfirmeres, inden du begynder at gå til præst.
Konfirmandundervisning - at gå til præst
For at blive konfirmeret skal du først gå til konfirmationsforberedelse eller gå til præst, som mange kalder det. Her lærer du om kristendom og taler med præsten og dine kammerater om livets store spørgsmål. Du kan altid spørge præsten, om du må gå til præst, selvom du måske ikke vil konfirmeres
KonfiTid
I 7. eller 8. klasse er der tradition for, at unge bliver konfirmeret i Folkekirken. Det betyder at man bekræfter (konfirmerer) sin dåb.
I Brorsons Kirke tilbyder vi et gratis konfirmandforberedelses-forløb fra september til første lørdag i maj, hvor konfirmationen foregår.
Vi kalder det Konfi-tid .
Lær mere om din kirke, din tro og dig selv
Til Konfirmandtid kan du, sammen med en gruppe af andre unge, gå på opdagelse i kirkens liv og traditioner og finde ud af, hvad kristendommen og kirken kan betyde i dit eget liv. Konfirmandtid foregår udvalgte torsdage eftermiddage og aften, hvor vi gennemgår forskellige temaer, spiser sammen, synger, ser film m.m. Det kan f.eks. handle om tro, tvivl, kærlighed, bibelen, dåb, død, gudstjeneste og meget andet. Du møder også mennesker, der arbejder eller er frivillige i kirken og vi tager ud og besøger kirkens sociale arbejde eller andre steder, hvor kirken er til stede. Der er også en weekend, hvor vi bor i kirken samt tilbud om en række andre arrangementer.
I løbet af din Konfirmandtid kommer du til at deltage i en række forskellige gudstjenester og aktiviteter i kirken.
Du er altid velkommen her
Du behøver ikke at være døbt for at deltage i Konfirmandtid. Hvis du ikke er døbt og ønsker at blive konfirmeret, skal du døbes inden konfirmationen. Det kan foregå ved en gudstjeneste eller en eftermiddag sammen med din nærmeste familie og venner. Tilhører du en anden religion og har lyst til at deltage for at blive klogere på kristendommen, er dette selvfølgelig også muligt. Konfirmation er altid et personligt og frivilligt valg.
Interesseret eller nysgerrig?
Er du interesseret så kontakt præsten eller kig forbi, så vi kan aftale nærmere.
Vi starter Konfi-tid op d. 5. september.
Martin Drengsgaard er konfirmandpræst for Konfi-tid 2024/25, og er sognepræst ved Bethlehemskirken på Nørrebro.
Konfi-Tid foregår i Brorsons Kirke.
Martin Drengsgaard
tlf.: 20 87 86 57