Holdninger og værdier

Kristendom og værdier

Vi mener, at kristendommen har noget at tilbyde i alle menneskers liv – også i de unges. Vores opgave er at give liv til det, som skete for 2000 år siden, så det giver mening i dag.
Vi vil hellere tale om kristne værdier end om dogmer. Vi synes kristendommen er vigtig, når vi skal tale om, hvordan vi vil leve sammen. I Brorsons Kirke hører du om eksempelvis kærlighed, fællesskab, tilgivelse, håb og tolerance.

Gudstjenester på en ny måde

Når vi går i kirke, skal vi være trygge og føle os godt tilpas. Derfor har vi udviklet en række nye måder at gå i kirke på. Du kan komme til gudstjenester med rock, freestylerap, elektronisk musik, jazz, gospel og meget mere. Vi tror på, at det er lettere at lytte til det kristne budskab i et rum, som man kender og føler sig hjemme i.

Kirken på Nørrebro
Brorsons Kirke ligger på det indre Nørrebro. Vi ved godt, at der er mange her, som ikke er kristne. Men i stedet for at lukke os inde, vil vi gå i dialog med dem, som har en anden tro. Vi vil gerne arbejde på tværs af kulturer og religioner. Vi tror på, at der er meget, vi kan dele med hinanden, og det bedste udgangspunkt for dette er, at vi respekterer hinandens forskelligheder.