Brorsons After Dark - musikgudstjeneste med L.T. Valentin

Dato
Fredag d. 30. oktober 2020, Kl. 20:00 til kl. 21:00
Pris
Gratis

Velkommen til Brorsons After Dark med L.T Valentin

◉-◎-◉-◎-◉-◎-◉

Brorsons After Dark er en gudstjeneste og et mødested for mennesker der er nysgerrige på tro og eksistens. Her møder kirkens gamle rum og traditioner bandets musik og tekster. Vi undersøger, hvordan der kan skabes en forbindelse mellem bandets univers og kristendommens budskab. Brorsons After Dark har karakter af både gudstjeneste og koncert. Det er en stemningsfuld aften hvor musik, ord og ritualer som nadver, bøn og velsignelse går op i en højere enhed.

Der er altid fri entré til Brorsons After Dark.

◉-◎-◉-◎-◉-◎-◉

På sit nye album ‘Den Borgerlige Ro’ fokuserer  L.T. Valentin på ro, refleksion og historier om transitionen fra ungdom til voksenlivet med musikalsk inspiration fra blandt andet visemusik og soul. Albummet rummer plads til eftertanke og eftertænksomhed, hvor klaveret spiller en central rolle i det musikalske udtryk. Det skaber et billede af ”pianisten på den lokale, der som den sidste på stedet, sidder og tænker over hvorfor han er den sidste? Der reflekteres over roen ved netop dét at finde sin plads her i livet, hvor mørket og destruktionen samtidig også træder ind som en tro følgesvend. Måske erkendelsen af, at man kan ikke løbe fra det, der nu må ske i livet?

Da den nu 31-årige Valentin for små 10 år siden rykkede til København var det med drømmen om en musikkarriere og de skrå brædder som sit hjem. I den bagudliggende horisont lå hjemstavnen Esbjerg, og den nye destination på Vesterbro tjente som både en flugt og et frisk pust for et sind, der ville erobre hele verden. Siden er meget løbet igennem sangskriverens tanker, hans liv, og der er blevet drukket, festet, røget og taget af alle ungdommens glæder og faldgruber. Men livet har siden budt på meget andet i livet for Valentin, der i dag bor i en lejlighed med sin kæreste, have og en lille bil på gaden udenfor.

”Jeg rykkede til Valby for et lille år siden, og cirka på det tidspunkt begyndte jeg at skrive ”Den Borgerlige Ro”. Ikke at man fysisk har rykket sig langt, men mentalt har det været kæmpe ryk, for jeg stod pludselig midt i realiseringen af en hverdag, jeg ikke troede jeg kunne få. Efter mange år med et relativt turbulent liv, blev det mere roligt og eftertænksomt. Nu står den på havearbejde og glæden ved de mindste ting. Livet er ikke altid grønt på den anden side af hækken jo.”

Erkendelsen og anerkendelsen af det nye ståsted i livet, uden frygten for at gå glip af det hele, er refleksioner fra et voksent menneske, der samtidig erkender, at alt har sin pris, sin tid og en dag vil slutte. Med det nye album har L.T. Valentin begået sin hidtil mest omfattende og konceptuelle udgivelse indrammet i stærke melodier, dynamiske arrangementer og et jordnær og håndspillet lydbillede. ‘Den Borgerlige Ro’ består af ni sange, er produceret af Sune Christian Thomsen og L. T. Valentin, mixet af Søren Christensen (The Blue Van) og masteret af David Elberling. Albummet udkommer d. 06/11 2020 på LP og digitale formater.

Fotocredit: Frederik Gram

◉-◎-◉-◎-◉-◎-◉

Vi overholder alle myndighedernes anbefalinger for at stoppe smitten med ny coronavirus. Der er derfor et begrænset antal pladser, ligesom der ikke er en bar efter gudstjenesten.