Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Copenhagen Jazz Festival: Pia Tafdrup & Køs + Tone of Voice Orchestra

11
JUL

Dato Torsdag d. 11. juli 2019, kl. 21:30 til fredag d. 12. juli 2019, kl. 00:00
Pris
140

Dobbeltkoncert: Ud fra en gensidig beundring af hinandens udtryk, og forskellige tilgange til at arbejde med kunst, har trioen Køs og digter Pia Tafdrup skabt en fælles koncert, der debuterer i rækken af særkoncerter i Brorsons Kirke under Copenhagen Jazz Festival 2019. Samme aften kan publikum opleve et af Danmarks nye, spændende stororkestre – Tone of Voice Orchestra.

For første gang nogensinde kan Pia Tafdrups digte opleves sammen med musik, og det i samarbejde med tre markante og fremadstormende unge musikere fra den næste generation. Koncerten er sammensat af temaer, som går på tværs af Tafdrups digtsamlinger fra hendes seneste værkserie om sanserne: ”Smagen af Stål” (2014), ”Lugten af Sne” (2016) og ”Synet af lys” (2018). Det er en meditativ, sanselig koncert hvor musikken gennem improvisation søger at understøtte og udvide oplevelsen af digtenes forskellige universer og betydninger. En koncert hvor ordenes billeder lydliggøres og får en ny abstraktion, og hvor musikken indfanges og kommer helt tæt på lytteren forbundet via vores fælles talte sprog.

Pia Tafdrup er en af dansk lyriks største forfattere. Hun debuterede i 1981 og har siden 1989 været medlem af Det Danske Akademi. Hun er oversat til et væld af sprog og har gennem årene foretaget en lang række oplæsningsturnéer i hele verden. Blandt en lang række priser har Tafdrup blandt andet modtaget Nordisk Råds Litteraturpris i 1999 for digtsamlingen Dronningporten, og i 2006 modtog hun Det Svenske Akademis Nordiska Pris. 

Maria Dybbroe, Valdemar Kragelund og Kristian Saarup, forener som Køs deres kærlighed til både storladenhed og skrøbelighed. Den unge trio har det seneste år fået stor opmærksomhed herhjemme for sin helt særegne lyd, hvor fri improvisation er kernen. I et elektroakustisk univers blandes, bøjes og manipuleres lyden af saxofon og trommer, som får instrumenterne til både at smelte sammen, skille sig ud, eller danne helt nye og ukendte klange. Nogle gange minder musikken om et pop-hit – andre gange lyder det som ambient elektronisk musik – eller en dyne af 40 saxofoner. 

Gruppen, som har spillet sammen siden 2014, kendes fra så vidt forskellige bands som; Cactus, Josiah Konder, Slår Skår, Coriolis og Franske Piger. De har som trio samarbejdet med blandt andre Lars Greve og Lotte Anker. Køs befinder sig i et univers med langstrakte udviklinger, smukke melodier, repetitive rytmiske strukturer, brede klangflader og store dynamiske udsving. De skaber musik, hvor rejsen er det spændende - og nærvær og udsagn er essentielt.


“Lyrisk, på kant, på opdagelse. Bandet Køs er en del af den vitale københavnske undergrund, hvor improvisation og det eksperimenterende er rammen.” – Naya Buric, P8 Jazz

Det 10-mand store orkester Tone of Voice Orchestra er et spritnyt, sprudlende kraftværk i dansk musik, der blander et kulørt udvalg af musikere fra den danske folk-, world-, jazz-, impro- og indiescene. Orkestret består af fire vokaler, violin, drejelire, sækkepiber, skalmeje, saxofoner, to trommeslagere og Joel Illerhags hjemmebyggede svenske harpebas. Med den noget uortodokse orkestrering formår gruppen anført af sangskriverne Trinelise Væring og Fredrik Lundin at fremføre dens særegne miks af improvisation og fængende sangskrivning med stor vægt på nordiske traditioner.

Alle Tone of Voice Orchestras fem kvinder og fem mænd er efterspurgte musikere i eget navn, kendt fra grupper som Spöket i Köket, Floating Sofa Quartet, Trolska Polska, Elmøe og Hoffmann, The Glas Vocal Ensemble, Visible Voices, Kynnes Kabale, The Art of Escapism, Trinelise Væring Band, 5 Go Adventuring Again, Hess is More og mange andre.

Line-up:
Trinelise Væring, Ania Rybacka, Tine Refsgaard og Maria Kynne - vokal 
Emma Kragh-Elmøe - violin
Mads Kjøller-Henningsens - drejelire, sækkepiber, skalmeje og fløjte
Fredrik Lundin - saxofon og basfløjte
Joel Illerhag - “Swedish harp bass”
Jesper Uno Kofoed og Anders Provis - trommer og percussion...

Ophavsret: