Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Teitur & Aarhus Jazz Orchestra: Songs from a Social Distance

Dato
Fredag d. 6. oktober 2023, Kl. 19:30 til kl. 21:30
Sted
Brorsons Kirke, Rantzausgade 49, 2200 København N
Pris
170 dkk + gebyr / 80 + gebyr for studerende og unge u. 25 år.

Et af Danmarks førende jazzorkestre møder færøsk sangskriver i international klasse. Sammen fremfører de den roste sangcyklus “Songs From A Social Distance” i arrangementer udarbejdet til kirkens rum. 

◉-◎-◉-◎-◉-◎-◉

Start: 19.30 / Døre: 19.00

Entré: 170 + gebyr / 80 + gebyr for studerende og unge u. 25 år. (legitimation skal vises ved indgangen)

Find billetter her

◉-◎-◉-◎-◉-◎-◉ 

“Songs From A Social Distance” består af en række nye sange skrevet af Teitur med inspiration fra brevudvekslinger og oplevelser omkring et posthus, som fandt sted under corona-nedlukningen i 2020, og er et musikalsk vidnesbyrd om en tid præget af sociale bobler og distance. 

Koncerterne er en unik mulighed for - med kirkerummet som ramme - at opleve et nysgerrigt og sanseligt musikalsk møde mellem et af Danmarks førende jazzorkestre og en sangskriver i international klasse. 

Teitur er en dybt original personlighed på den nordiske musikscene. Han har gennem de sidste 17 år skrevet og udgivet en række meget roste værker og albums, han har vundet flere Danish Music Awards, bl.a. som Årets Danske Sanger, og han har spillet koncerter i hele verden. Teitur er kendt for sin bløde og varme stemme, som til koncerterne vil smelte sammen med messing- og træblæs. De nye arrangementer, som er lavet af Teitur selv, er udarbejdet specielt til kirkerummets særlige akustik og arkitektur. 

Aarhus Jazz Orchestra er et af landets førende, professionelle bigbands. Orkestret består af nogle af de bedste musikere på den danske jazzscene og har gennem tiden høstet flere priser og fantastiske anmeldelser for deres koncerter og udgivelser. Gennem årene har jazzorkestret arbejdet sammen med nogle af de største jazzikoner i vor tid, herunder Randy Brecker, Marilyn Mazur, Eliane Elias, Peter Erskine, Jamie Cullum, David Sanborn og Melody Gardot. 

Orkestret har flere gange været nomineret til Danish Music Awards Jazz og har i de seneste år vundet priserne Årets Danske Jazzudgivelse og Årets Danske Jazzkomponist i 2016 samt JazzDanmark-prisen i 2019. I 2022 vandt orkesterchef Anders Ørbæk desuden P8 Jazz Prisen - Årets Ildsjæl.

Brorsons Kirke er stolte over at kunne indbyde til denne helt særlige aften, hvor Teiturs gribende og medmenneskelige sange om længsel efter nærvær løftes af jazzorkestrets udsøgte klang i kirkens rum.